Posts

Døden er et begreb, som ikke fylder lige meget for alle unge mennesker. Men for Amalie, er emnet noget, som kan gøre hendes brune øjne, våde.

af Sofie Rønnelund, journaliststuderende 

Amalie Obbekjærs forhold til døden er vanskeligt at beskrive, ifølge hende selv. Hun uddyber, at det måske kræver, at hun rent faktisk selv bliver konfronteret med et traumatiserende tab. Amalie har oplevet at miste sine bedsteforældre, men påpeger også, at de tab hun hidtil har været vidne til, har været naturlige og at hun derfor endnu ikke har oplevet døden sætte sine – nogle gange – dybe spor. 

      Alligevel frygter den unge journaliststuderende at miste folk, som hun holder af. 

Når livet og døden kolliderer

I hendes hverdag, som ung studerende i Smilets by, er døden ikke noget som hun dagligt forholder sig til. Af og til tænker Amalie godt nok over, at hendes liv er skrøbeligt – men noget som virkelig kan slå hende ud, er frygten for at miste andre. Nemlig de mennesker, hun holder af. 

     “Tanken om at jeg selv kan dø i morgen er selvfølgelig ubehagelig. Men det som ryster mig, er tanken om at miste nogen jeg holder af. Det ville være forfærdeligt,” siger Amalie. 

Livets skrøbelighed er altså noget, som kan gøre Amalie rørt. Hun har tidligere deltaget i aktiviteter på plejehjem, og her var Amalie tæt på livet – og døden – blandt ældre mennesker. Dertil fangede hun sig selv i, at bekymre sig over, om menneskerne omkring hende, i deres kørestole og med deres grå hår, mon havde haft et godt liv.  

      “Jeg kunne ikke lade vær med at tænke på, om de nu havde haft et godt nok liv. Havde de nået alt det, de skulle?”

Hendes medfølende bekymringer er typisk årsagen til hendes trillende tårer. Sidste gang Amalie kom tæt på at græde var, da hun læste en venindes opslag om hendes morfars død, på Facebook. 

Den levende og følelsesladede måde opslaget var skrevet på, pumpede i Amalies store hjerte. I opslaget kunne hun nemlig spejle sin egen frygt, for at miste nogen tæt på livet. 

Empati eller egoisme

Amalie håber, at hendes tendens til let at blive rørt, kommer fra et empatisk ståsted – og ikke egoistisk. Hun fortæller, at håbet for at undgå at opleve ubehagelige tab, nemlig er til hendes egen fordel. 

“Det er måske lidt egoistisk. I den forstand, at jeg frygter at miste nogen jeg holder af, fordi det ville jeg blive ked af,” siger Amalie.

Dog påpeger Amalie også, at hun kan blive følelsesmæssigt berørt af hvad som helst. Både børn der siger søde ting, videoer med soldater der kommer hjem efter krig – og endda en merci reklame kan sætte den 21-åriges tårekanaler i gang med et marathon. 

Hun understreger, at det muligvis blot er de filmiske virkemidler, som fremprovokerer de våde øjne. Men Amalie nævner, at hun heller ikke kan undlade at forbinde reklamen til noget i hendes eget liv:

     “Jamen det er jo også alle de der virkemidler, som bare virker på mig. Og så kan jeg ikke lade vær med at tænke: Gid jeg givet min bedstemor en merciplade inden hun døde.”

One Comment