Skip to content →

Jan om Mandegruppen i Viby: Det gør det mere trygt at være her

Mandegruppen er en del af de tilbud, som skal fremme både socialiseringen og trygheden i boligområdet Rosenhøj. Det mærker Jan Knudsen, medlem af mandegruppen, især effekten af. 

Foto: Sofie Rønnelund. A.G Barakzai (tv) og Jafar Khadem (th) laver kaffe til gruppen. 

af Sofie Rønnelund, journaliststuderende hos DMJX

Døren er åben. Gruppens tovholder Talat Mert påpeger, at han kan se, at der lige er blevet gjort rent i lokalet. Klokken er slået 10. Èt af gruppens medlemmer, Abdul Rahman Shams, træder ind.     

Han trækker sin mobil op ad lommen og snakker i telefon, mens han venter på de andre mænd. I intervallerne mellem opkaldene tørrer han de allerede blanke overflader af med en ny fugtig klud. Velkommen til Mandegruppen.

Mandegruppen som del af indsats 

I det sydlige Aarhus finder du Nabohuset Viby Syd. Huset fungerer som en boligsocial indsats, som både Aarhus Kommune og boligafdelingerne (Rosenhøj, Søndervangen og Kjærslund) er sammen om. Indsatsen skal gøre boligområderne attraktive, både for nuværende og kommende beboere. Det oplyser Nabohuset på deres officielle hjemmeside. 

Formålet er blandt andet at styrke trygheden i området, samt forhindre kriminalitet. En del af løsningen går derfor ud på at aktivere beboerne i alle aldre og fremme deres trivsel, så der er overskud til fx demokratisk deltagelse i foreningslivet, at tage uddannelse eller til at søge arbejde. 

I Nabohuset findes der derfor en lang række tilbud, som beboerne i det nærliggende område gratis kan benytte. Èt af de tilbud er ‘Mandegruppen.’ 

Gå-fodbold eller rådgivning

Mandegruppen er et mødested for mandlige beboere i området, som især af fysiske eller psykiske omstændigheder ikke er på arbejdsmarkedet. De fleste i gruppen er pensionerede. Hver tirsdag og torsdag mødes de ca. 15 medlemmer i tidsrummet kl. 10-13.

Dagsordenen strukturerer gruppen selv. Typisk træner gruppen i husets fitnesslokaler, spiller gå-fodbold, eller vender hverdagens op- og nedture med hinanden. Nogle gange er de afsted på ture. Det kan være alt fra en tur til stranden til en tur i Botanisk Have. 

Foto: Sofie Rønnelund. Inden træningen mødes mændene til kaffe – eller grøn te.

Gruppens opstandelse startede i Nabohusets cykelværksted. Her var enhver velkommen – men primært mænd dukkede op, fortæller gruppens stifter, Talat Mert.

“Flere og flere mødte op – til sidst bare for at snakke, ikke for at reparere cykler. Og så tænkte vi: Hvorfor ikke bare lave en ny gruppe?”

I den boligsociale base fandtes der, før mandegruppen, allerede ‘pigegrupper.’ Det inspirerede mændene til også at lave noget kun for dem.

“Man kan sige, at det også lidt var i protest mod, at kvinderne havde deres grupper. Så ville vi også have en,” uddyber medlem Thorleif Sørensen med et smil på læben. 

For mandegruppens medlemmer er det blevet en vane at komme afsted. Nogle kommer især for træningens skyld, andre for at møde og komme tættere på de andre beboere.

En af dem, som nyder at komme afsted, er Mohammad Khalil. Han startede egentlig med at dukke op på værkstedet grundet sin interesse for cykler, men så blev han anbefalet at møde op i mandegruppen. Nu kommer han ofte. 

“Det er den bedste mandegruppe i Danmark. Vi snakker om alt. Både børn, politik og hverdagsting. Vi giver hinanden råd, laver sjov og driller hinanden. Det er rart at være her.”

Foto: Sofie Rønnelund. Kaffesnak i mandegruppen. Der er også tid til at tage telefonen, når den ringer. 

Fordomme nedbrydes og trygheden styrkes 

Medlemmerne er blevet en del af gruppen på hver deres måde. Jan Knudsen blev opsøgt af Nabohusets sundheds- og trivselsmedarbejder, Trine Lund. For Jan har mandegruppen haft en markant betydning for hans trivsel i boligområdet.

“Trine er grunden til, at jeg er her. Hun lavede noget opsøgende arbejde og fik mig med i gruppen. Nu har jeg kommet her i 2-3 år. Det har jeg haft stor fornøjelse af. For mig har gruppen også et socialt formål. Vi mødes på tværs af etniciteter, og man får smidt sine fordomme væk, når man kommer,” fortæller Jan.

Mohammad tilføjer: “De fleste af os, der sidder her, er afghanere. Og de fleste er højtuddannede. Jafar er fx læge, og jeg er elektronikingeniør. Hver mand har en god baggrund.” 

Jan fortsætter: “Desuden det er ret interessant at høre, hvorfor de er kommet til Danmark, og hvad de har været igennem. Det er jo ikke nogen dans på roser – mange af dem har frygtelige historier med i bagagen. Så at mødes her og lære hinanden at kende, har været enormt lærerigt for mig. Det giver os en bedre forståelse og respekt for hinanden.”

“Og så hilser man på hinanden, når man ses udenfor huset. Det gør det mere trygt at være her, der har jo været meget uro og ballade herude i området. Men det ligesom om, at hele den indsats der bliver lavet i det her område – den virker. Det er rigtig godt.”

Published in Uncategorized