Category: Uncategorized

Efter en lovændring i Folketinget står lodsejere overfor at miste kompensation for at deltage i lavbundsprojekter, der ellers skulle fremme omstillingen af et grønnere, dansk landbrug

af Markus Ingemann Jepsen og Sofie Rønnelund

Forestil dig, at du er landmand og har indgået i et lavbundsprojekt til fordel for klimaet. Alt er skrevet under, og fem år senere er du ved at nå i mål med omstillingen. 

Men året inden dit projekt er gennemført, får du at vide, at nogle nye regler fra Folketinget kan risikere, at du pludselig ikke får kompensation for din medvirken – selvom du har skrevet under på noget andet, fem år tidligere. 

Sådan er det for Henrik Bertelsen. 

Og han er ikke alene om sin bekymring. Faktisk er knap halvdelen af Danmarks borgmestre gået sammen om at skrive et klagebrev til de ministerier, som modererer Folketingets nye regler.

Nye regler spænder ben for udviklingen

En ny lovgivning risikerer nemlig at bremse lavbundsprojekterne. Projekter, der ellers skal fremme et grønnere, dansk landbrug. I forbindelse med nogle nye EU-fællesregler – nemlig den såkaldte CAP-plan (Common Agricultural Policy), som har til formål at fremme den europæiske grønne omstilling – skal medlemslandene lave nationale planer over egne strategier, for at opnå de større fælles mål. 

De nye fællesregler træder først i kraft fra 2023, og fortsættelsen med udtagning af kulstofholdig jord er blandt andet noget af det, som Danmark fremlægger i sin CAP-strategi, som skal bidrage til omstillingen. 

I 2021 fastsatte Folketinget for eksempel et mål om at udtage 100.000 hektar lavbundsjorder inden 2030, som et centralt punkt for at nedsætte CO2 udledningen fra landbruget. 

Et godt og ambitiøst mål. Men to faktorer risikerer at forhindre netop den udvikling.

Danmark har nemlig lavet et forbud mod at gøde og sprøjte naturbeskyttelseslovens §3 arealer, hvilket træder i kraft d. 1 juli 2022. Og det betyder, at arealerne fremover vil blive opfattet som natur, selvom mange landmænd bruger arealerne til eksempelvis afgræsning af køer. 

Det falder sammen med en ændring i Landbrugsstyrelsens tilskudsordning, der indikerer, at man fra 2023 ikke kan få tilskud til at udtage naturarealer. Dermed risikerer landmændene fremadrettet af få nul kroner i kompensation for at udtage §3 arealer til lavbundsprojekter. 

Og hvis lavbundsprojekterne går i stå, bliver det meget svært at nå vores klimamål for landbruget. 

Ordningerne har haft interesse fra landmændene

Tilskudsordninger til lavbundsprojekterne har haft en god mængde ansøgere de seneste tre år, viser tal fra Landbrugsstyrelsen. Også hos landbrugsrådgivningsvirksomheden SAGRO oplever de stor interesse fra landmændene til at indgå i den grønne omstilling. I øjeblikket er SAGRO alene involveret i omkring 40 projekter:

“Det er alle sammen nogle projekter, hvor lodsejerne selv har taget kontakt til os og har sagt, at de har noget jord, som de gerne vil lægge ind i et projekt,” siger miljø- og naturrådgiver Anita Hingstman Rasmussen.

Hun ser meget positivt på, at det er landbruget selv, der melder ind på projekterne. 

Derfor bekymrer det hende, at projekterne nu risikerer at gå i stå – eller helt blive droppet.

I første omgang opfordrer SAGRO landmændene til at få lavet deres forundersøgelser færdige, med håbet om at der kommer en løsning hurtigst muligt. Forundersøgelserne tager nemlig typisk et par år, og etableringen af et lavbundsprojekt med vådområder tager som regel mindst tre-fire år yderligere. 

Nye potentielle projekter kan dog være svære at stable på benene, da SAGRO ikke ved, hvad de kan love landmændene:

“Vi er nødt til at vide, hvad vi kan tilbyde dem, for at de kan gå ind i et projekt,” siger Anita Hingstman Rasmussen. 

Bekymringer står i vejen for optimismen 

En ting er, at landmænd risikerer slet ikke at deltage i et lavbundsprojekt pga de nye regler – men en anden ting er, at miste en kompensation, som man ellers allerede har haft udsigt til at få. 

Henrik Bertelsen er landmand ved Vejen Mose, hvor en stor del af hans jord har del i et udtagningsprojekt. For flere år tilbage, da han var aktiv i ‘Grønt Råd’ i Vejen, blev de gjort opmærksomme på kulstofholdig jord i området. Der kunne landmanden – som han forventede – se, at meget af hans jord netop var kulstofholdig. Derfra kontaktede landmanden sin kommune og foreslog, om ikke de havde lyst til at indgå i et projekt med ham, for at omstille hans jord til noget grønnere. Det var kommunen helt med på. 

• 

• 

Undervejs har han været tilfreds med aftalerne og proceduren. Hans projekt tog del i en ordning, som kompenserede ham årligt i 20 år frem. Men senere blev dette ændret til en engangskompensation, hvilket han var meget tilfreds med.

Men de nye paragraf-3 regler bekymrer ham. Han tror næppe på, at mange lodsejere fremtidigt får lyst til at deltage i det ellers gode, klimavenlige projekt, hvis udfaldet ikke ændrer sig. 

Hør ham uddybe sin situation i videoen her.

Og han er ikke den eneste, der bekymrer sig. Rådgiveren fra SAGRO beskriver, at frygten for manglende kompensation har betydning for deres kunder: 

“Der er enkelte, som har sagt, at de ikke længere vil være med efter den her paragraf-3 udmelding.” 

Alligevel er de i SAGRO optimistiske og håber, at problemet bliver løst – en kontrast til de 45 borgmestre, hvis blik på situationen har udløst en fælles advarsel til ministerierne. Nemlig et klagebrev.

Fra bekymring til et underskrevet klagebrev

Initiativtager til brevet er borgmester Søren Steen Andersen fra Assens Kommune. Da han hørte om de nye ændringer oppefra, lød en alarmklokke. Derfor kontaktede han sine kolleger i andre kommuner, da han forudså en fælles konsekvens. 

Det resulterede i, at 45 borgmestre blev enige om at prikke til ministerierne, og advare dem om konsekvenserne, såfremt at de ikke finder en løsning på kompensation-problemet. Og hensigten i brevet var klar – alle de underskrevne kommuner vil sætte deres igangværende projekter i bero, indtil en løsning bliver fundet. 

Selvom at borgmesteren godt forstår den gode intention ved at beskytte vores natur med lovændringen, så mener han stadig, at ændringen får status som ‘en kanonkugle i ét stort puslespil.’ 

“Det er nogle vigtige projekter for os, så selvfølgelig reagerer vi,  når vi hører, at man måske ikke længere kan kompensere de mennesker, man forventer skal skubbe noget jord ind i projektet. Man kan jo ikke bare tage jorden fra dem. Alt det her baserer sig på frivillighed.” 

Institutleder for Agroøkologi ved Aarhus Universitet, Jørgen E. Olesen, forstår godt, at borgmestrene brokker sig. Den nuværende lovgivning har til formål at beskytte naturarealer, mens tilskudsordningerne har til formål at omlægge lavbundsjorder, så den bliver miljø- og klimavenlig, men de to faktorer modarbejder hinanden:

“Her er vi inde i noget, hvor den nuværende lovgivning og regulering af tingene spænder lidt ben for, at vi laver om, fx for at reducere de her klimagasser. Så det her er jo enormt dilemmafyldt.”

Har Folketinget overfortolket?

Borgmester Søren Steen Andersen håber på, at der kommer en løsning på bordet inden sommerferien. Men stod det til ham, så fik han gerne en mail ind i sin indbakke kl. 10 i morgen, hvor der stod, at det hele blot var en overimplementering, og at projekterne kan fortsætte som tidligere. 

“Man kan diskutere, om Folketinget måske har overimplementeret de nye EU-regler. Det kan man selvfølgelig kun håbe på er tilfældet. Men det vil også være pinligt, hvis det fremkom, at Danmark var duksedrengen, der overtolker nogle regler, selvom andre lande som fx Tyskland eller Holland ikke gør,” uddyber han. 

Men hvad andre EU-lande gør, er endnu ikke helt til at gennemskue. Det skyldes, at de landenes strategier endnu ikke er vedtaget – hvilket de først vil blive omkring sommer, når EU skal godkende landenes forslag, fortæller daglig leder ved Bæredygtigt Landbrug, Jens Lund Pedersen.

Og når det kommer til at sammenligne os selv med andre lande, understreger han, at lavbundsjorde forresten kun findes i det nordlige Europa. Alligevel forestiller han sig, at Tyskland kommer til at gøre det godt med deres CAP-strategi. 

“De er generelt mere grundige, hvorimod Danmark har det med gerne at ville løbe i fronten, på nogle måske spinkle grundlag,” forklarer han. 

Institutleder Jørgen E. Olesen anerkender også Tyskland, som et af de lande, der har mest fokus på lavbundsarealer, men understreger, at han ikke ved meget om, hvor langt de egentlig er med deres projekter. 

Fremtidens skygger

For Jørgen E. Olesen skal løsningen skabes blandt politikerne. Han beskriver det som om, at det er dem, der er nødt til at komme på banen. 

Og hvis ikke det er tilfældet, så når vi ikke vores klimamål for landbruget.

“Det kommer til at betyde, at man ikke kan nå de 100.000 hektar i 2030,” siger Jørgen E. Olesen.

Simone Højte, klima- analytiker ved tænketanken Concito, udtrykker også en bekymring for de høje ambitioner. Hun peger i stedet på, at et realistisk mål nok nærmere er at udtage 55.000 hektar inden 2030.

 Altså knap halvdelen af vores nuværende ambition.

Så hvad der skal blive af lavbundsprojekterne, og hvordan vi når i mål med vores klimamål, er endnu uvist. 

Derudover oplyser borgmester Søren Steen Andersen den 24. maj 2022 – godt en måned efter klagebrevet blev sendt – at de endnu ikke har modtaget en kvittering fra ministerierne på deres brev.

Leave a Comment

På redaktionen DR Indland er der især ét nøgleord, der hurtigt bliver ens mantra – nemlig omstillingsparathed. 

_{af Amalie Ankersø, Emma Damgaard, Frederik Munch-Laursen, Jeppe Heltboe og Sofie Rønnelund}

Som journalist hos DR Indland, så skal man være klar på en dag, hvor prioriteringerne hurtigt kan ændre sig. Hvis der opstår en mere spændende og aktuel nyhed, er man nødt til, at ændre fokus. Det betyder også, at redaktionsmøder typisk opstår pludseligt og er meget fokuserede. 

“Man kan sidde og arbejde med den samme historie i flere uger. Men så kan der kan godt ske noget pludseligt, som skal prioriteres, og så kan det godt være, at man bliver hevet væk sin opgave og må gå i kast med noget andet,” fortæller redaktionschef på DR Indland, Morten Stamm. 

Arbejdsdagene på redaktionen kan i følge redaktionschefen være både travle, hektiske og blive lange – så det skal man kunne lide.

“Dem som synes det er fedest at være hos os, er dem som bliver tændt, når tingene ændrer sig. Man skal være indstillet på nogle gange at have fri kl 17 – og andre dage kl 21,“ uddyber Morten Stamm. 

Selve arbejdsopgaverne på DR Indland kan spænde over et bredt spektrum. Dog altid med fokus ét sted – nyheder. Aktualitet og væsentlighed vægtes højt i journalisternes arbejde. 

“Hvis det man drømmer om at lave humoristisk fortællende tv og digital produktion, så er vi det forkerte sted at søge hen,” siger Morten Stamm med et smil på læben.

Jagten på den gode historie 

Den gode historie er altafgørende for redaktionen. Det er den selvsagt grundet mediets karakter og størrelse. Deres historier skal være noget, danskerne snakker om. 

Morten Stamm fortæller, at de især lægger vægt på at kigge ind i, hvad der er oppe i tiden og finde nye indgange til det, som ikke allerede er blevet lavet. 

“Man godt havne i en situation, hvor der sidder syv journalister og har gang i syv forskellige historier, der kan være gode, men som er grebet fra morgenen. Hvis vi gør det, så kommer de historier ud i måske både TV-avisen, på DR.dk og i radioavisen – og så er de ellers glemt igen kort efter. Så er der ingen, der bider mærke i den. Derfor går vi ret meget op i, at vores historier kan sætte et aftryk. At de kan huskes,” fortæller Morten Stamm. 

Derudover kræver det at opsøge en god historie, at man har et rigtig godt kildenetværk, oplyser redaktionschefen. Det er nemlig netværket, der kan komme med spændende tips, som journalisterne ikke selv kender til. Det er ikke atypisk, at borgere ringer ind med idéer eller oplysninger til gode historier. 

Dertil betyder det også noget at følge med i de forskellige ministerier og interesseorganisationers presseudmeldinger, fx organisationen Greenpeace eller Dansk Industri. At finde en god historie kræver, at man hele tiden følger med udviklingen, og holder øje med alle hjørner. 

“Det er et spørgsmål om, hvor man lige kan gå bagom. Og at have den der disciplin med at se nyhederne i det der er aktuelt,” siger Morten Stamm.

Men ikke alle historier ender med at være lige gode. Dette er ifølge Stamm uundgåeligt.

“Der er jævnligt historier hvor vi tænker, den her rykker igennem, og så når den kommer ud, så gør den bare ikke. Men så kigger vi jo tilbage, og overvejer hvad har vi overset, og tager det in mente til en anden gang,” uddyber redaktionschefen. 

Praktikanten i fokus 

Som journalistpraktikant hos DR indland bliver man klædt helt på til at indtage journalistbranchen efterfølgende. 

“Vores mål er, at når de stopper i praktikken, så er de selvkørende,” forklarer redaktionschefen. 

Yderligere fortæller Stamm, at metoden er at ‘kaste praktikanterne ud i det.’ I starten er man som praktikant selvfølgelig ny og skrøbelig, og det tages der naturligvis højde for. Sparring, feedback og hjælp til praktikanterne prioriteres højt. 

Et eksempel på en tidligere praktikant, er Frederik, som nu er fuldtidsansat. Da han stoppede i praktik efter et år, var han fuldstændig selvkørende på at kunne producere til DR.dk, udgive digitalt, køre live-tv og lave selvtilrettelagte historier. 

Han kunne også klippe et radioindslag, selvom det ikke var målet for praktikperioden. På Frederiks sidste måneder i praktikken kørte han på fuldstændig lige vilkår med alle andre journalister på redaktionen, fortæller Morten Stamm. 

Sådan kan en dag se ud for en praktikant

Jeppe Heltboe, journaliststuderende på DMJX, fik lov til at følge praktikanten Caroline over en dag. Her er en oversigt over, hvordan arbejdsdagen så ud for Caroline – dagen efter kommunalvalget. 

• 09:30 – Caroline møder ind på arbejde. Hun begynder at tjekke DR’s interne newsfeed, over hvilke historier der er oppe for tiden.

• 09:45 – Redaktionsmøde med redaktionen fra København. Caroline får af vide, at hun skal lave et indslag om DF’s nedgang, og skal prøve at få et interview med en DF kandidat. 

• 10:05 – Vi går i gang med at ringe DF politikere op i de nærliggende kommuner. Vi får kontakt til Kuno Danielsen fra DF i Silkeborg, som gerne vil stille op til et indslag.

• 11:50 – Turen går til Silkeborg i en af DR’s sendevogne. Interviewstrategien lægges i bilen, og der diskuteres frem og tilbage, hvilke spørgsmål der skal stilles. 

• 12:35 – Kuno bliver interviewet i Silkeborg Arena, hvor der tælles stemmer op.

• 13:00 – Frokost ved Lagkagehuset.

• 13:51 – Vi bliver sendt til Horsens for at dække deres konstituering og lave en Voxpop. 

• 14:15 – Bliver ringet op af redaktionen og bliver sendt tilbage til Aarhus. Undervejs klipper vi det interview, vi lige har lavet, sammen til et indslag – og skriver den speak, som værten skal læse højt, før indslaget kommer på. 

• 14:47 – Tilbage på redaktionen. Der tændes for fjernsynet, hvor vi ser vores indslag blive sendt. 

Herefter sluttede Jeppes stund hos DR, men resten af dagen fortsatte i nogenlunde samme tempo. Ifølge Caroline, arbejder hun fire dage om ugen fra 09:30 til 19:30, så det er altså nogle lange dage for journalistpraktikanten. 

Det er dog ikke alle dage, der er så hektiske. Men i en tid, hvor der fx er kommunal- og regionsvalg er det vigtigt at man arbejder hurtigt og er – som mantraet lyder –  omstillingsparat.

Leave a Comment

RETSSAG: En 39-årig mand fik sidste år en betinget fængselsdom for trusler mod en
offentlig ansat. Han nægtede sig skyldig og ankede sagen i håb om frifindelse, men
udfaldet i Landsretten blev dog langt fra det ønskede resultat. Nu skal han i fængsel.

_{af Sofie Rønnelund}

“Vi har desværre truffet vores valg. Bevisanken er afvist, da tiltalte ikke er mødt op.”

Sådan lød det i Vestre Landsrets, da den tiltalte mand, med sin kæreste, trådte ind i retten
onsdag morgen kl. 09:23.

Sagen skulle have startet kl. 09.

“Vi kunne ikke finde parkering,” forklarede den 39-årige mand til sin forsvarer.

Stemningen var anspændt. Dommerne bad kæresten om at tage plads ved de øvrige tilhørere.

Forsvarer bad dommeren om fem minutter med sin klient. Efter de fem minutter kom den
tiltalte ikke tilbage i retssalen.

Hele sagen startede sidste år. Den 39-årige mand var ansat i en kommune og her blev han
fyret. Opsigelsen foregik over et telefonopkald fra arbejdspladsens HR-afdeling. I telefonen
blev manden bedt om at aflevere sit tøj med én dags varsel – og det var ifølge
HR-konsulenten i den anden ende af røret dét, der provokerede manden.

Konsulentens kollega overhørte den sidste del af opkaldet og tog noter.

“Jeg vil ødelægge dit liv. Du kommer til at huske mit navn,” er noget af det, som
konsulenten beskriver at have hørt manden sige i opkaldet.

HR-konsulenten anmeldte den 39-årige mand, og sagen endte i byretten. Her fik den tiltalte
en betinget dom på 30 dages fængsel, men nægtede sig skyldig og ankede sagen.

Onsdag morgen afviste Landsretten så at behandle spørgsmålet om skyld, fordi den 39-årige
mand ikke mødte op til tiden. Dommerne gik i stedet videre til spørgsmålet om straf. Her
behøver den tiltalte nemlig ikke at være til stede i retten.

Anklager fremhævede konsulentens detaljerede beskrivelser om telefonsamtalen, som blandt andet skulle styrke anklagerens krav om 30 dages ubetinget fængsel til den tiltalte.

Efterfølgende fik den tiltaltes advokat ordet. Forsvareren påpegede den tiltaltes personlige forhold. Her især blev den 39-årige mands pæne indtægtsforhold fremhævet – samt at
truslerne i telefonopkaldet er sket på et tidspunkt, hvor klienten har været i en presset
situation.

Kl. er 10:30. Dommere og domsmænd er gået ud for at afvikle dommen.

En time senere var dommen fastslået. Tiltalte blev nu tildelt 30 dages ubetinget fængsel på
baggrund af overtrædelse af straffeloven §119, stk. 1, samt en advarsel om udvisning af
landet.

Stemningen i salen var løftet. Hvad der skulle have været en længere hovedforhandling om
selve hændelsen, i håbet om en frifindelse fra den betingede dom i byretten, endte med en
afvist bevisanke, da den 39-årige mand mødte for sent – og i stedet en nu ubetinget
fængselsdom.

Om afgørelsen havde endt anderledes, hvis tiltalte var mødt op i tide, er uvist.

Leave a Comment

Mandegruppen er en del af de tilbud, som skal fremme både socialiseringen og trygheden i boligområdet Rosenhøj. Det mærker Jan Knudsen, medlem af mandegruppen, især effekten af. 

af Sofie Rønnelund, journaliststuderende hos DMJX

Døren er åben. Gruppens tovholder Talat Mert påpeger, at han kan se, at der lige er blevet gjort rent i lokalet. Klokken er slået 10. Èt af gruppens medlemmer, Abdul Rahman Shams, træder ind.     

Han trækker sin mobil op ad lommen og snakker i telefon, mens han venter på de andre mænd. I intervallerne mellem opkaldene tørrer han de allerede blanke overflader af med en ny fugtig klud. Velkommen til Mandegruppen.

Mandegruppen som del af indsats 

I det sydlige Aarhus finder du Nabohuset Viby Syd. Huset fungerer som en boligsocial indsats, som både Aarhus Kommune og boligafdelingerne (Rosenhøj, Søndervangen og Kjærslund) er sammen om. Indsatsen skal gøre boligområderne attraktive, både for nuværende og kommende beboere. Det oplyser Nabohuset på deres officielle hjemmeside. 

Formålet er blandt andet at styrke trygheden i området, samt forhindre kriminalitet. En del af løsningen går derfor ud på at aktivere beboerne i alle aldre og fremme deres trivsel, så der er overskud til fx demokratisk deltagelse i foreningslivet, at tage uddannelse eller til at søge arbejde. 

I Nabohuset findes der derfor en lang række tilbud, som beboerne i det nærliggende område gratis kan benytte. Èt af de tilbud er ‘Mandegruppen.’ 

Gå-fodbold eller rådgivning

Mandegruppen er et mødested for mandlige beboere i området, som især af fysiske eller psykiske omstændigheder ikke er på arbejdsmarkedet. De fleste i gruppen er pensionerede. Hver tirsdag og torsdag mødes de ca. 15 medlemmer i tidsrummet kl. 10-13.

Dagsordenen strukturerer gruppen selv. Typisk træner gruppen i husets fitnesslokaler, spiller gå-fodbold, eller vender hverdagens op- og nedture med hinanden. Nogle gange er de afsted på ture. Det kan være alt fra en tur til stranden til en tur i Botanisk Have. 

Gruppens opstandelse startede i Nabohusets cykelværksted. Her var enhver velkommen – men primært mænd dukkede op, fortæller gruppens stifter, Talat Mert.

“Flere og flere mødte op – til sidst bare for at snakke, ikke for at reparere cykler. Og så tænkte vi: Hvorfor ikke bare lave en ny gruppe?”

I den boligsociale base fandtes der, før mandegruppen, allerede ‘pigegrupper.’ Det inspirerede mændene til også at lave noget kun for dem.

“Man kan sige, at det også lidt var i protest mod, at kvinderne havde deres grupper. Så ville vi også have en,” uddyber medlem Thorleif Sørensen med et smil på læben. 

For mandegruppens medlemmer er det blevet en vane at komme afsted. Nogle kommer især for træningens skyld, andre for at møde og komme tættere på de andre beboere.

En af dem, som nyder at komme afsted, er Mohammad Khalil. Han startede egentlig med at dukke op på værkstedet grundet sin interesse for cykler, men så blev han anbefalet at møde op i mandegruppen. Nu kommer han ofte. 

“Det er den bedste mandegruppe i Danmark. Vi snakker om alt. Både børn, politik og hverdagsting. Vi giver hinanden råd, laver sjov og driller hinanden. Det er rart at være her.”

Fordomme nedbrydes og trygheden styrkes 

Medlemmerne er blevet en del af gruppen på hver deres måde. Jan Knudsen blev opsøgt af Nabohusets sundheds- og trivselsmedarbejder, Trine Lund. For Jan har mandegruppen haft en markant betydning for hans trivsel i boligområdet.

“Trine er grunden til, at jeg er her. Hun lavede noget opsøgende arbejde og fik mig med i gruppen. Nu har jeg kommet her i 2-3 år. Det har jeg haft stor fornøjelse af. For mig har gruppen også et socialt formål. Vi mødes på tværs af etniciteter, og man får smidt sine fordomme væk, når man kommer,” fortæller Jan.

Mohammad tilføjer: “De fleste af os, der sidder her, er afghanere. Og de fleste er højtuddannede. Jafar er fx læge, og jeg er elektronikingeniør. Hver mand har en god baggrund.” 

Jan fortsætter: “Desuden det er ret interessant at høre, hvorfor de er kommet til Danmark, og hvad de har været igennem. Det er jo ikke nogen dans på roser – mange af dem har frygtelige historier med i bagagen. Så at mødes her og lære hinanden at kende, har været enormt lærerigt for mig. Det giver os en bedre forståelse og respekt for hinanden.”

“Og så hilser man på hinanden, når man ses udenfor huset. Det gør det mere trygt at være her, der har jo været meget uro og ballade herude i området. Men det ligesom om, at hele den indsats der bliver lavet i det her område – den virker. Det er rigtig godt.”

Leave a Comment

Nicolai Damgaard bruger sin fritid på at spille padeltennis. Flere gange om ugen kører han fra Randers til Aarhus, for at mødes med venner, kolleger og kunder for at forbrænde kalorier og spille en kamp.

Leave a Comment

Døden er et begreb, som ikke fylder lige meget for alle unge mennesker. Men for Amalie, er emnet noget, som kan gøre hendes brune øjne, våde.

af Sofie Rønnelund, journaliststuderende 

Amalie Obbekjærs forhold til døden er vanskeligt at beskrive, ifølge hende selv. Hun uddyber, at det måske kræver, at hun rent faktisk selv bliver konfronteret med et traumatiserende tab. Amalie har oplevet at miste sine bedsteforældre, men påpeger også, at de tab hun hidtil har været vidne til, har været naturlige og at hun derfor endnu ikke har oplevet døden sætte sine – nogle gange – dybe spor. 

      Alligevel frygter den unge journaliststuderende at miste folk, som hun holder af. 

Når livet og døden kolliderer

I hendes hverdag, som ung studerende i Smilets by, er døden ikke noget som hun dagligt forholder sig til. Af og til tænker Amalie godt nok over, at hendes liv er skrøbeligt – men noget som virkelig kan slå hende ud, er frygten for at miste andre. Nemlig de mennesker, hun holder af. 

     “Tanken om at jeg selv kan dø i morgen er selvfølgelig ubehagelig. Men det som ryster mig, er tanken om at miste nogen jeg holder af. Det ville være forfærdeligt,” siger Amalie. 

Livets skrøbelighed er altså noget, som kan gøre Amalie rørt. Hun har tidligere deltaget i aktiviteter på plejehjem, og her var Amalie tæt på livet – og døden – blandt ældre mennesker. Dertil fangede hun sig selv i, at bekymre sig over, om menneskerne omkring hende, i deres kørestole og med deres grå hår, mon havde haft et godt liv.  

      “Jeg kunne ikke lade vær med at tænke på, om de nu havde haft et godt nok liv. Havde de nået alt det, de skulle?”

Hendes medfølende bekymringer er typisk årsagen til hendes trillende tårer. Sidste gang Amalie kom tæt på at græde var, da hun læste en venindes opslag om hendes morfars død, på Facebook. 

Den levende og følelsesladede måde opslaget var skrevet på, pumpede i Amalies store hjerte. I opslaget kunne hun nemlig spejle sin egen frygt, for at miste nogen tæt på livet. 

Empati eller egoisme

Amalie håber, at hendes tendens til let at blive rørt, kommer fra et empatisk ståsted – og ikke egoistisk. Hun fortæller, at håbet for at undgå at opleve ubehagelige tab, nemlig er til hendes egen fordel. 

“Det er måske lidt egoistisk. I den forstand, at jeg frygter at miste nogen jeg holder af, fordi det ville jeg blive ked af,” siger Amalie.

Dog påpeger Amalie også, at hun kan blive følelsesmæssigt berørt af hvad som helst. Både børn der siger søde ting, videoer med soldater der kommer hjem efter krig – og endda en merci reklame kan sætte den 21-åriges tårekanaler i gang med et marathon. 

Hun understreger, at det muligvis blot er de filmiske virkemidler, som fremprovokerer de våde øjne. Men Amalie nævner, at hun heller ikke kan undlade at forbinde reklamen til noget i hendes eget liv:

     “Jamen det er jo også alle de der virkemidler, som bare virker på mig. Og så kan jeg ikke lade vær med at tænke: Gid jeg givet min bedstemor en merciplade inden hun døde.”

One Comment