Category: Uncategorized

På redaktionen DR Indland er der især ét nøgleord, der hurtigt bliver ens mantra – nemlig omstillingsparathed. 

_{af Amalie Ankersø, Emma Damgaard, Frederik Munch-Laursen, Jeppe Heltboe og Sofie Rønnelund}

Som journalist hos DR Indland, så skal man være klar på en dag, hvor prioriteringerne hurtigt kan ændre sig. Hvis der opstår en mere spændende og aktuel nyhed, er man nødt til, at ændre fokus. Det betyder også, at redaktionsmøder typisk opstår pludseligt og er meget fokuserede. 

“Man kan sidde og arbejde med den samme historie i flere uger. Men så kan der kan godt ske noget pludseligt, som skal prioriteres, og så kan det godt være, at man bliver hevet væk sin opgave og må gå i kast med noget andet,” fortæller redaktionschef på DR Indland, Morten Stamm. 

Arbejdsdagene på redaktionen kan i følge redaktionschefen være både travle, hektiske og blive lange – så det skal man kunne lide.

“Dem som synes det er fedest at være hos os, er dem som bliver tændt, når tingene ændrer sig. Man skal være indstillet på nogle gange at have fri kl 17 – og andre dage kl 21,“ uddyber Morten Stamm. 

Selve arbejdsopgaverne på DR Indland kan spænde over et bredt spektrum. Dog altid med fokus ét sted – nyheder. Aktualitet og væsentlighed vægtes højt i journalisternes arbejde. 

“Hvis det man drømmer om at lave humoristisk fortællende tv og digital produktion, så er vi det forkerte sted at søge hen,” siger Morten Stamm med et smil på læben.

Jagten på den gode historie 

Den gode historie er altafgørende for redaktionen. Det er den selvsagt grundet mediets karakter og størrelse. Deres historier skal være noget, danskerne snakker om. 

Morten Stamm fortæller, at de især lægger vægt på at kigge ind i, hvad der er oppe i tiden og finde nye indgange til det, som ikke allerede er blevet lavet. 

“Man godt havne i en situation, hvor der sidder syv journalister og har gang i syv forskellige historier, der kan være gode, men som er grebet fra morgenen. Hvis vi gør det, så kommer de historier ud i måske både TV-avisen, på DR.dk og i radioavisen – og så er de ellers glemt igen kort efter. Så er der ingen, der bider mærke i den. Derfor går vi ret meget op i, at vores historier kan sætte et aftryk. At de kan huskes,” fortæller Morten Stamm. 

Derudover kræver det at opsøge en god historie, at man har et rigtig godt kildenetværk, oplyser redaktionschefen. Det er nemlig netværket, der kan komme med spændende tips, som journalisterne ikke selv kender til. Det er ikke atypisk, at borgere ringer ind med idéer eller oplysninger til gode historier. 

Dertil betyder det også noget at følge med i de forskellige ministerier og interesseorganisationers presseudmeldinger, fx organisationen Greenpeace eller Dansk Industri. At finde en god historie kræver, at man hele tiden følger med udviklingen, og holder øje med alle hjørner. 

“Det er et spørgsmål om, hvor man lige kan gå bagom. Og at have den der disciplin med at se nyhederne i det der er aktuelt,” siger Morten Stamm.

Men ikke alle historier ender med at være lige gode. Dette er ifølge Stamm uundgåeligt.

“Der er jævnligt historier hvor vi tænker, den her rykker igennem, og så når den kommer ud, så gør den bare ikke. Men så kigger vi jo tilbage, og overvejer hvad har vi overset, og tager det in mente til en anden gang,” uddyber redaktionschefen. 

Praktikanten i fokus 

Som journalistpraktikant hos DR indland bliver man klædt helt på til at indtage journalistbranchen efterfølgende. 

“Vores mål er, at når de stopper i praktikken, så er de selvkørende,” forklarer redaktionschefen. 

Yderligere fortæller Stamm, at metoden er at ‘kaste praktikanterne ud i det.’ I starten er man som praktikant selvfølgelig ny og skrøbelig, og det tages der naturligvis højde for. Sparring, feedback og hjælp til praktikanterne prioriteres højt. 

Et eksempel på en tidligere praktikant, er Frederik, som nu er fuldtidsansat. Da han stoppede i praktik efter et år, var han fuldstændig selvkørende på at kunne producere til DR.dk, udgive digitalt, køre live-tv og lave selvtilrettelagte historier. 

Han kunne også klippe et radioindslag, selvom det ikke var målet for praktikperioden. På Frederiks sidste måneder i praktikken kørte han på fuldstændig lige vilkår med alle andre journalister på redaktionen, fortæller Morten Stamm. 

Sådan kan en dag se ud for en praktikant

Jeppe Heltboe, journaliststuderende på DMJX, fik lov til at følge praktikanten Caroline over en dag. Her er en oversigt over, hvordan arbejdsdagen så ud for Caroline – dagen efter kommunalvalget. 

• 09:30 – Caroline møder ind på arbejde. Hun begynder at tjekke DR’s interne newsfeed, over hvilke historier der er oppe for tiden.

• 09:45 – Redaktionsmøde med redaktionen fra København. Caroline får af vide, at hun skal lave et indslag om DF’s nedgang, og skal prøve at få et interview med en DF kandidat. 

• 10:05 – Vi går i gang med at ringe DF politikere op i de nærliggende kommuner. Vi får kontakt til Kuno Danielsen fra DF i Silkeborg, som gerne vil stille op til et indslag.

• 11:50 – Turen går til Silkeborg i en af DR’s sendevogne. Interviewstrategien lægges i bilen, og der diskuteres frem og tilbage, hvilke spørgsmål der skal stilles. 

• 12:35 – Kuno bliver interviewet i Silkeborg Arena, hvor der tælles stemmer op.

• 13:00 – Frokost ved Lagkagehuset.

• 13:51 – Vi bliver sendt til Horsens for at dække deres konstituering og lave en Voxpop. 

• 14:15 – Bliver ringet op af redaktionen og bliver sendt tilbage til Aarhus. Undervejs klipper vi det interview, vi lige har lavet, sammen til et indslag – og skriver den speak, som værten skal læse højt, før indslaget kommer på. 

• 14:47 – Tilbage på redaktionen. Der tændes for fjernsynet, hvor vi ser vores indslag blive sendt. 

Herefter sluttede Jeppes stund hos DR, men resten af dagen fortsatte i nogenlunde samme tempo. Ifølge Caroline, arbejder hun fire dage om ugen fra 09:30 til 19:30, så det er altså nogle lange dage for journalistpraktikanten. 

Det er dog ikke alle dage, der er så hektiske. Men i en tid, hvor der fx er kommunal- og regionsvalg er det vigtigt at man arbejder hurtigt og er – som mantraet lyder –  omstillingsparat.

Leave a Comment

RETSSAG: En 39-årig mand fik sidste år en betinget fængselsdom for trusler mod en
offentlig ansat. Han nægtede sig skyldig og ankede sagen i håb om frifindelse, men
udfaldet i Landsretten blev dog langt fra det ønskede resultat. Nu skal han i fængsel.

_{af Sofie Rønnelund}

“Vi har desværre truffet vores valg. Bevisanken er afvist, da tiltalte ikke er mødt op.”

Sådan lød det i Vestre Landsrets, da den tiltalte mand, med sin kæreste, trådte ind i retten
onsdag morgen kl. 09:23.

Sagen skulle have startet kl. 09.

“Vi kunne ikke finde parkering,” forklarede den 39-årige mand til sin forsvarer.

Stemningen var anspændt. Dommerne bad kæresten om at tage plads ved de øvrige tilhørere.

Forsvarer bad dommeren om fem minutter med sin klient. Efter de fem minutter kom den
tiltalte ikke tilbage i retssalen.

Hele sagen startede sidste år. Den 39-årige mand var ansat i en kommune og her blev han
fyret. Opsigelsen foregik over et telefonopkald fra arbejdspladsens HR-afdeling. I telefonen
blev manden bedt om at aflevere sit tøj med én dags varsel – og det var ifølge
HR-konsulenten i den anden ende af røret dét, der provokerede manden.

Konsulentens kollega overhørte den sidste del af opkaldet og tog noter.

“Jeg vil ødelægge dit liv. Du kommer til at huske mit navn,” er noget af det, som
konsulenten beskriver at have hørt manden sige i opkaldet.

HR-konsulenten anmeldte den 39-årige mand, og sagen endte i byretten. Her fik den tiltalte
en betinget dom på 30 dages fængsel, men nægtede sig skyldig og ankede sagen.

Onsdag morgen afviste Landsretten så at behandle spørgsmålet om skyld, fordi den 39-årige
mand ikke mødte op til tiden. Dommerne gik i stedet videre til spørgsmålet om straf. Her
behøver den tiltalte nemlig ikke at være til stede i retten.

Anklager fremhævede konsulentens detaljerede beskrivelser om telefonsamtalen, som blandt andet skulle styrke anklagerens krav om 30 dages ubetinget fængsel til den tiltalte.

Efterfølgende fik den tiltaltes advokat ordet. Forsvareren påpegede den tiltaltes personlige forhold. Her især blev den 39-årige mands pæne indtægtsforhold fremhævet – samt at
truslerne i telefonopkaldet er sket på et tidspunkt, hvor klienten har været i en presset
situation.

Kl. er 10:30. Dommere og domsmænd er gået ud for at afvikle dommen.

En time senere var dommen fastslået. Tiltalte blev nu tildelt 30 dages ubetinget fængsel på
baggrund af overtrædelse af straffeloven §119, stk. 1, samt en advarsel om udvisning af
landet.

Stemningen i salen var løftet. Hvad der skulle have været en længere hovedforhandling om
selve hændelsen, i håbet om en frifindelse fra den betingede dom i byretten, endte med en
afvist bevisanke, da den 39-årige mand mødte for sent – og i stedet en nu ubetinget
fængselsdom.

Om afgørelsen havde endt anderledes, hvis tiltalte var mødt op i tide, er uvist.

Leave a Comment

Mandegruppen er en del af de tilbud, som skal fremme både socialiseringen og trygheden i boligområdet Rosenhøj. Det mærker Jan Knudsen, medlem af mandegruppen, især effekten af. 

af Sofie Rønnelund, journaliststuderende hos DMJX

Døren er åben. Gruppens tovholder Talat Mert påpeger, at han kan se, at der lige er blevet gjort rent i lokalet. Klokken er slået 10. Èt af gruppens medlemmer, Abdul Rahman Shams, træder ind.     

Han trækker sin mobil op ad lommen og snakker i telefon, mens han venter på de andre mænd. I intervallerne mellem opkaldene tørrer han de allerede blanke overflader af med en ny fugtig klud. Velkommen til Mandegruppen.

Mandegruppen som del af indsats 

I det sydlige Aarhus finder du Nabohuset Viby Syd. Huset fungerer som en boligsocial indsats, som både Aarhus Kommune og boligafdelingerne (Rosenhøj, Søndervangen og Kjærslund) er sammen om. Indsatsen skal gøre boligområderne attraktive, både for nuværende og kommende beboere. Det oplyser Nabohuset på deres officielle hjemmeside. 

Formålet er blandt andet at styrke trygheden i området, samt forhindre kriminalitet. En del af løsningen går derfor ud på at aktivere beboerne i alle aldre og fremme deres trivsel, så der er overskud til fx demokratisk deltagelse i foreningslivet, at tage uddannelse eller til at søge arbejde. 

I Nabohuset findes der derfor en lang række tilbud, som beboerne i det nærliggende område gratis kan benytte. Èt af de tilbud er ‘Mandegruppen.’ 

Gå-fodbold eller rådgivning

Mandegruppen er et mødested for mandlige beboere i området, som især af fysiske eller psykiske omstændigheder ikke er på arbejdsmarkedet. De fleste i gruppen er pensionerede. Hver tirsdag og torsdag mødes de ca. 15 medlemmer i tidsrummet kl. 10-13.

Dagsordenen strukturerer gruppen selv. Typisk træner gruppen i husets fitnesslokaler, spiller gå-fodbold, eller vender hverdagens op- og nedture med hinanden. Nogle gange er de afsted på ture. Det kan være alt fra en tur til stranden til en tur i Botanisk Have. 

Gruppens opstandelse startede i Nabohusets cykelværksted. Her var enhver velkommen – men primært mænd dukkede op, fortæller gruppens stifter, Talat Mert.

“Flere og flere mødte op – til sidst bare for at snakke, ikke for at reparere cykler. Og så tænkte vi: Hvorfor ikke bare lave en ny gruppe?”

I den boligsociale base fandtes der, før mandegruppen, allerede ‘pigegrupper.’ Det inspirerede mændene til også at lave noget kun for dem.

“Man kan sige, at det også lidt var i protest mod, at kvinderne havde deres grupper. Så ville vi også have en,” uddyber medlem Thorleif Sørensen med et smil på læben. 

For mandegruppens medlemmer er det blevet en vane at komme afsted. Nogle kommer især for træningens skyld, andre for at møde og komme tættere på de andre beboere.

En af dem, som nyder at komme afsted, er Mohammad Khalil. Han startede egentlig med at dukke op på værkstedet grundet sin interesse for cykler, men så blev han anbefalet at møde op i mandegruppen. Nu kommer han ofte. 

“Det er den bedste mandegruppe i Danmark. Vi snakker om alt. Både børn, politik og hverdagsting. Vi giver hinanden råd, laver sjov og driller hinanden. Det er rart at være her.”

Fordomme nedbrydes og trygheden styrkes 

Medlemmerne er blevet en del af gruppen på hver deres måde. Jan Knudsen blev opsøgt af Nabohusets sundheds- og trivselsmedarbejder, Trine Lund. For Jan har mandegruppen haft en markant betydning for hans trivsel i boligområdet.

“Trine er grunden til, at jeg er her. Hun lavede noget opsøgende arbejde og fik mig med i gruppen. Nu har jeg kommet her i 2-3 år. Det har jeg haft stor fornøjelse af. For mig har gruppen også et socialt formål. Vi mødes på tværs af etniciteter, og man får smidt sine fordomme væk, når man kommer,” fortæller Jan.

Mohammad tilføjer: “De fleste af os, der sidder her, er afghanere. Og de fleste er højtuddannede. Jafar er fx læge, og jeg er elektronikingeniør. Hver mand har en god baggrund.” 

Jan fortsætter: “Desuden det er ret interessant at høre, hvorfor de er kommet til Danmark, og hvad de har været igennem. Det er jo ikke nogen dans på roser – mange af dem har frygtelige historier med i bagagen. Så at mødes her og lære hinanden at kende, har været enormt lærerigt for mig. Det giver os en bedre forståelse og respekt for hinanden.”

“Og så hilser man på hinanden, når man ses udenfor huset. Det gør det mere trygt at være her, der har jo været meget uro og ballade herude i området. Men det ligesom om, at hele den indsats der bliver lavet i det her område – den virker. Det er rigtig godt.”

Leave a Comment

Nicolai Damgaard bruger sin fritid på at spille padeltennis. Flere gange om ugen kører han fra Randers til Aarhus, for at mødes med venner, kolleger og kunder for at forbrænde kalorier og spille en kamp.

Leave a Comment

Døden er et begreb, som ikke fylder lige meget for alle unge mennesker. Men for Amalie, er emnet noget, som kan gøre hendes brune øjne, våde.

af Sofie Rønnelund, journaliststuderende 

Amalie Obbekjærs forhold til døden er vanskeligt at beskrive, ifølge hende selv. Hun uddyber, at det måske kræver, at hun rent faktisk selv bliver konfronteret med et traumatiserende tab. Amalie har oplevet at miste sine bedsteforældre, men påpeger også, at de tab hun hidtil har været vidne til, har været naturlige og at hun derfor endnu ikke har oplevet døden sætte sine – nogle gange – dybe spor. 

      Alligevel frygter den unge journaliststuderende at miste folk, som hun holder af. 

Når livet og døden kolliderer

I hendes hverdag, som ung studerende i Smilets by, er døden ikke noget som hun dagligt forholder sig til. Af og til tænker Amalie godt nok over, at hendes liv er skrøbeligt – men noget som virkelig kan slå hende ud, er frygten for at miste andre. Nemlig de mennesker, hun holder af. 

     “Tanken om at jeg selv kan dø i morgen er selvfølgelig ubehagelig. Men det som ryster mig, er tanken om at miste nogen jeg holder af. Det ville være forfærdeligt,” siger Amalie. 

Livets skrøbelighed er altså noget, som kan gøre Amalie rørt. Hun har tidligere deltaget i aktiviteter på plejehjem, og her var Amalie tæt på livet – og døden – blandt ældre mennesker. Dertil fangede hun sig selv i, at bekymre sig over, om menneskerne omkring hende, i deres kørestole og med deres grå hår, mon havde haft et godt liv.  

      “Jeg kunne ikke lade vær med at tænke på, om de nu havde haft et godt nok liv. Havde de nået alt det, de skulle?”

Hendes medfølende bekymringer er typisk årsagen til hendes trillende tårer. Sidste gang Amalie kom tæt på at græde var, da hun læste en venindes opslag om hendes morfars død, på Facebook. 

Den levende og følelsesladede måde opslaget var skrevet på, pumpede i Amalies store hjerte. I opslaget kunne hun nemlig spejle sin egen frygt, for at miste nogen tæt på livet. 

Empati eller egoisme

Amalie håber, at hendes tendens til let at blive rørt, kommer fra et empatisk ståsted – og ikke egoistisk. Hun fortæller, at håbet for at undgå at opleve ubehagelige tab, nemlig er til hendes egen fordel. 

“Det er måske lidt egoistisk. I den forstand, at jeg frygter at miste nogen jeg holder af, fordi det ville jeg blive ked af,” siger Amalie.

Dog påpeger Amalie også, at hun kan blive følelsesmæssigt berørt af hvad som helst. Både børn der siger søde ting, videoer med soldater der kommer hjem efter krig – og endda en merci reklame kan sætte den 21-åriges tårekanaler i gang med et marathon. 

Hun understreger, at det muligvis blot er de filmiske virkemidler, som fremprovokerer de våde øjne. Men Amalie nævner, at hun heller ikke kan undlade at forbinde reklamen til noget i hendes eget liv:

     “Jamen det er jo også alle de der virkemidler, som bare virker på mig. Og så kan jeg ikke lade vær med at tænke: Gid jeg givet min bedstemor en merciplade inden hun døde.”

One Comment